Luke 8

1Og det begav sig derefter, at han reiste igennem Stæder og Byer og prædikede og forkyndte Guds Riges Evangelium, og de Tolv med ham, 2saa og nogle Kvinder, som vare helbredte fra onde Aander og Sygdomme, nemlig: Maria, der kaldtes Magdalene, af hvem syv Djævle vare udfarne; 3og Johanna, Chuzas, Herodes' Fogeds, Hustru, og Susanne og mange Andre, som kom ham til Hjælp med deres Gods. 4Men da meget Folk kom tilsammen og de droge til ham fra alle Stæder, sagde han ved en Lignelse: 5der gik en Sædemand ud at saae sin Sæd; og idet han saaede, faldt Noget ved Veien og blev nedtraadt, og Himmelens Fugle aade det op. 6Og Noget faldt paa en Klippe; og der det voxte op, visnede det, fordi det ikke havde Vædske. 7Og Noget faldt midt iblandt Torne og Tornene voxte op med og kvalte det. 8Og Noget faldt i god Jord, og det voxte op og bar hundredefold Frugt. Der han dette sagde, raabte han: hvo som har Øren at høre med, han høre! 9Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulle betyde? 10Men han sagde: Eder er det givet at vide Guds Riges Hemmeligheder, men de Andre ved Lignelser, at de Seende skulle ikke see, og de Hørende ikke forstaae. 11Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord. 12Men de ved Veien ere de, som det høre; derefter kommer Djævelen og tager Ordet af deres Hjerte, at de ikke skulle troe og blive salige. 13Men de paa Klippen ere de, som annamme Ordet med Gælde, naar de høre det, og disse have ikke Rod; de troe til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid. 14Men det, som faldt iblandt Torne, ere de, som det høre; og de gaae hen og kvæles under dette Livs Bekymringer og Rigdom og Vellyster og bære ingen fuldkommen Frugt. 15Men det i den gode Jord ere de, hvilke, naar de høre Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i Taalmodighed. 16Men Ingen, som tænder et Lys skjuler det med et Kar eller sætter det under en Bænk; men han sætter det paa en Lysestage, at de, som komme ind, kunne see Lyset. 17Thi der er Intet skjult, som jo skal blive aabenbaret; og Intet er hemmeligt, som jo skalblive kjendt og komme for Lyset. 18Seer derfor til, hvorledes I høre; thi hvo som har, han skal gives; og hvo som ikke har, fra ham skal og tages det, han synes at have. 19Men hans Moder og Brødre kom til ham og kunde ikke komme ham i Tale for Folket. 20Og det blev ham tilkjendegivet af Nogle, som sagde: din Moder og dine Brødre staae udenfor og begjere at see dig. 21Men han svarede og sagde til dem: min Moder og mine Brødre ere disse, som høre Guds Ord og gjøre det. 22Og det begav sig en Dag, at han traadte i et Skib tilligemed sine Disciple, og han sagde til dem: lader os fare over Søen; og de fore ud. 23Men der de seilede, faldt han i Søvn, og en Storm reiste sig paa Søen og Skibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare. 24Da traadte de til ham og vakte ham og sagde: Mester, Mester! vi forgaae. Men han stod op og truede Veiret og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille. 25Da sagde han til dem: hvor er Eders Tro? Men de forfærdedes og forundrede sig og sagde til hverandre: hvo er dog denne? Thi han byder baade over Veir og Vand, og de ere ham lydige. 26Og de seilede frem til Gadarenernes Egn, hvilken er tvært overfor Galilæa. 27Men der han traadte ud paa Landet, mødte han en Mand af Staden, som i lang Tid havde været besat af Djævle, som ikke tog Klæder paa og ikke blev i Huus, men iblandt Gravene. 28Men der han saae Jesus, raabte han og faldt ned for ham og sagde med høi Røst: hvad har jeg med dig at skaffe, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg beder dig, at du ikke vil pine mig. 29Thi han bød den urene Aand at fare ud af Mennesket; thi i lang Tid havde den sledet ham, og han havde været bunden med Lænker og Bøier og bevogtet, og han havde sønderrevet Baandene og var dreven af Djævelen i Ørkenerne. 30Men Jesus spurgte ham og sagde: hvad hedder du? Men han sagde: Legion; thi mange Djævle vare farne i ham. 31Og de bade ham, at han ikke vilde byde dem fare hen i Afgrunden. 32Men der var sammesteds en stor Hjord Sviin, som græssede paa Bjerget; og de bade ham, at han vilde tilstede dem at fare i dem; og han tilstedte dem det. 33Men Djævelene fore ud af Mennesket og fore i Svinene, og Hjorden styrtede sig ned af Brinken og druknede. 34Men der Hyrderne saae det, som var skeet, flyede de og gik hen og kundgjorde det i Staden og paa Landet. 35Da gik de ud at see det, som var skeet, og kom til Jesus og fandt det Menneske, af hvem Djævelene vare uddrevne, siddende ved Jesu Fødder, paaklædt og ved Sands; og de forfærdedes. 36Men de, som havde seet det, kundgjorde dem ogsaa, hvorledes den Besatte var bleven frelst. 37Og den hele Mængde af Gadarenernes Land bade ham, at han vilde gaae bort; thi de vare betagne med stor Frygt. Men han traadte i Skibet og vendte tilbage igjen. 38Men Manden, af hvem Djævelene vare udfarne, bad ham, at han maatte være hos ham; men Jesus lod ham fare og sagde: 39Vend tilbage til dit Huus og fortæl, hvor store Ting Gud har gjort dig. Og han gik bort og forkyndte igjennem den ganske Stad, hvor store Ting Jesus havde gjort ham. 40Men det begav sig, der Jesus kom tilbage, kom Folket imod ham; thi de forventede ham alle. 41Og see, der kom en Mand, som hedte Jarius, og han var Forstander for Synagogen; og hanfaldt ned for Jesu Fødder og bad ham at komme ind i hans Huus; 42Thi han havde en eenbaaren Datter ved tolv Aar gammel, og hun droges med Døden. Men idet han gik, trængte Folket ham. 43Og en Kvinde, som havde havt Blodfold i tolv Aar, og havde kostet al sin Formue paa Læger og kunde ikke blive helbredt af Nogen. 44hun gik til bagfra og rørte ved Sømmen af hans Klædebon, og strax stilledes hendes Blodflod. 45Og Jesus sagde: hvo var det, som rørte ved mig? Men der Alle nægtede det, sagde Peter og de, som vare med ham: Mester! Folket trykker og trænger dig, og du siger: hvo var det, som rørte ved mig? 46Men Jesus sagde: der rørte Nogen ved mig; thi jeg fornam, at der udgik en Kraft fra mig. 47Men der Kvinden saae, at det ikke var skjult, kom hun bævede og faldt ned for ham og bekendte for ham i alt Folkets paahør, af hvad Aarsag hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun strax var bleven helbredet. 48Men han sagde til hende: vær frimodig, min Datter! din Tro har frelst dig; gak bort med Fred! 49Der han endnu talede, kom En fra Synagogeforstanderens Huus og sagde til ham: din Datter er død; umag ikke Mesteren. 50Men der Jesus det hørte, svarede han ham og sagde: frygt ikke; tro ikkun, saa skal hun blive frelst. 51Men der han kom i Huset, lod han han Ingen gaae ind uden Peter og Jakob og Johannes og Pigens Fader og Moder. 52Men de græd alle og holdt Veeklage over hende; men han sagde græder ikke; hun er ikke død, men sover. 53Og de beloe ham; thi de vidste, at hun var død. 54Men han drev dem alle ud, og tog fat paa hendes Haand og raabte og sagde: Pige, staa op! 55Og hendes Aand kom igjen, og hun stod strax op; og han befoel, at han skulde give hende at æde. 56Og hendes Forældre bleve saare forfærdede; men han bød dem, at de ikke skulde sige Nogen det, som var skeet.